At vende tilbage til Kidal sammen med Serge Aimé Coulibaly er at rejse tilbage ad en hukommelsens flod, til det sted hvor bluesen finder sin afrikanske kilde. Båret af sangene og guitaren fra Niaka Sacko og Patrick Kabré, bevæger kroppe sig som når man går gennem natten: med fasthed, med skrøbelighed, gennemstrømmet af den brændende energi der præger Coulibalys arbejde. Dansen når efter det væsentlige — det punkt hvor menneskets selv fremtræder uden maske, i urgensen af at være sammen. Omkring det er publikum ikke længere blot tilskuer: draget ind i en immersiv indstilling, bliver det vidne, mens grænsen mellem scene og verden forsvinder.
Ordene fra den tsjadiske dramatiker Koulsy Lamko, båret af Odile Sankaras dybe, lysende stemme, bevæger sig gennem rummet som en besværgelse, mens Niaka Sacko, Yvan Talbot og Patrick Kabré væver en lyd der banker, trækker vejret og husker, mellem mandinka-traditioner og dagens puls. De påkalder sårene, oprørene, genfødelserne, og samler igen en kollektiv hukommelse lavet af værdighed og stædig glæde — blandt folk der har klaret stormene. Et epos hvori fortid og nutid deler den samme længsel efter frihed.