Sproget i dette værk udspringer fra en eksplosiv blanding: afrikansk og amerikansk gadedans, postmodernisme, men også kampsport, basketball og fodbold, alt sammen hvælende på den tekniske baggrund, som hver performer medbringer. Med Radioactive Practice vendt amerikanske koreograf Abby Zbikowski forventningerne på hovedet og hylder indsatsen og overlevelsesinstinktet. Den firesidet iscenesættelse placerer publikum så tæt som muligt på de seks dansere, som konstant pusher deres grænser – fysisk såvel som mentalt – en intens, ubehagelig og ofte ekstatisk oplevelse, der udforsker modsætningerne i vores tid. Sekvenserne farer forbi i fuld fart, hver bevægelse gennemtænkt og kastet ud, som om livet stod på spil.
Den senegalske kunstner Momar Ndiaye er dramaturg for dette slående værk. Smadet fra sneakers på gulvet, de korte åndedrag, udmattelsens suk, de opmuntringer, danserne kaster til hinanden som i træning, udgør alle sammen en mærkelig partitur, en rytme, som øjet fanger før øret. Så meget energi brugt – og til hvad, når det kommer til stykket? "Vi er her for jer," råber en stemme fra scenens fjerne side. Er det ikke præcis det, som vi alle længes efter at høre?